Brug kulturen i en terrortid – debatindlæg i JP

Den 19. november 2015.

Hvordan bør vi forholde os og fortsætte hverdagen efter fredagens terrorangreb i Paris? Det spørgsmål udtrykker meningsdannere meget forskellige holdninger til. Flere kommentatorer har nøgternt opfordret til, at vi ikke lader os styre af frygt, men går videre, som om intet var hændt.

Hvordan kan vi fortrænge noget, der er så grufuldt, og som – i og med, at terrorofrene var uskyldige civile i et europæisk søsterland – kommer så tæt på os selv? Vi bør bruge mediefladerne, angsttomrummet og den kollektive opmærksomhed på at få mere information om de mekanismer, der udløser terroraktionerne.

DR’s Thomas Ubbesen rapporterede onsdag morgen i P1 fra en politiaktion i Paris-forstaden Saint-Denis, hvor en kvindelig selvmordsbomber netop havde sprængt sig selv i luften. Han beskrev, hvordan dette område med ghettodannelser, nedslidte skoler og høj arbejdsløshed adskiller sig markant fra Paris’ centrum – den romantiske del af hovedstaden, som er den eneste, mange danskere har besøgt og kan referere til.

Togene, der fragter turister fra Charles de Gaulle-lufthavnen til Paris’ centrum, kører ellers igennem Saint-Denis. Man burde stå af og gå tur i bydelen, opfordrede Ubbesen, og han har ret. Vi skal åbne øjnene for de kontraster, der findes i Frankrig, for at få en dybere indsigt. Her har medierne en opgave: Lad hæren af udsendte reportere servere et nuanceret billede af kulturforholdene i landet, frem for al den overfladiske sniksnak.

Det virker mere relevant at søge indblik i Frankrigs kulturelle og sociale udfordringer end at rulle et virtuelt fransk flag ned over sit private profilbillede på Facebook, som mange af det sociale medies brugere gjorde i weekenden.

Det skærer i øjnene med den umage kobling af smilende portrætfotos og flaget, som i disse dage minder os om død og krig. Netop i situationer som denne er det essentielt, at vi har stærke kulturelle tråde, der binder os sammen i det virkelige liv, som sociale medier ikke kan erstatte. Det var gribende og rørende at se, hvordan tusindvis af mennesker stimlede sammen søndag foran den franske ambassade i København og andre steder i landet med lys, blomster og sange for at ære terrorofrene.

Kulturen kan noget særligt, når vi stemmer i på en fællessang og gennemrisles af spontan samhørighed. Det er i de fysiske fællesskaber, at vi kan søge lindring for den rastløshed og følelse af afmagt og mismod, der ellers overskygger, når en meningsløs begivenhed som terroraktionen ryster os indeni og samfundet udenpå.

I situationen er det også prisværdigt, at kulturlivets frontfigurer tager et ansvar på sig ved at italesætte tragedien og give publikum mulighed for at reflektere kollektivt.
Popsangerinden Madonna gjorde det ved sit stort anlagte show i Stockholm lørdag, hvor hun udtrykte sin sorg og opfordrede folk til at behandle hinanden med værdighed og respekt. Det kan lyde floskelagtigt, men når en sanger af hendes kaliber bruger sin scenetid på at minde os om vigtigheden af de basale menneskelige værdier, får budskabet en ekstra tyngde.

Selv om terrorangrebet ramte Frankrig og ikke Danmark, bør vi skabe rum til at bearbejde det følelsesmæssigt. Det kan vi gøre ved at tale om det og søge viden. På det konkrete plan er det op til vore folkevalgte at beslutte, hvilke konsekvenser angrebet skal have, når det handler om at øge sikkerheden og undgå flere sagesløse ofre.

Begge mål må være i hele befolkningens interesse

This entry was posted in Forsideindlæg. Bookmark the permalink.

Comments are closed.