Buerne dansede på Bryggen – JP-anm. af kammermusik-koncert

Torsdag den 24. april 2014.

New York-kvartetten Brooklyn Rider rev publikum med på en magisk rejse ud i kammermusikkens eksotiske afkroge.

Strygekvartetten Brooklyn Rider
Johnny Gandelsman, violin
Colin Jacobsen, violin
Nicholas Cords, bratsch
Eric Jacobsen, cello
Mogens Dahl Koncertsal, tirsdag den 22. april 2014

*****

Kammermusikken er på flere måder den klassiske musiks mest udfordrende genre. Ikke nok med, at hver musiker i ensemblet er alene på sin stemme og uhyre eksponeret i de gennemsigtige værker. Den fysiske tæthed på publikum i de intime sale fordrer også, at de optrædende formidler musikken, så lytterne føler sig inkluderede.

Hvor andre kammerensembler står stive, tavse og lukkede om sig selv på scenen, satte den unge amerikanske strygekvartet Brooklyn Rider engagerede ord på aftenens tonetour. Fra de første fyrige klange i Schuberts Kvartetsats i cmol mærkede man, at her var noget særligt på spil.

Flirt med folkemusikken
Tre af kvartettens strygere performede stående, mens cellisten fra sit podie kom i øjenhøjde med kollegerne. Det gav dem frihed til at forme fraserne med kroppene i smidig interaktion. De fulgte hinanden tæt og gav hver tone i Philip Glass’ sælsomme Strygekvartet nr. 2 intens glød.

Brooklyn Rider flirter med folke-og verdensmusikken og får skrevet nye værker til sig inden for disse genrer. Kvartetten spillede, råbte og dansede sig energisk gennem de fem sorgmuntre sigøjnersatser i den russisk-amerikanske Lev Zhurbins hyldestværk til en roma-musiker med kælenavnet “Culai”. Som i en persisk nat Små hundrede år efter at Bartók skrev sin Strygekvartet nr. 2, virker værket stadig påfaldende moderne.

Musikerne spandt de komplekse tonetråde tæt sammen med livets munterhed i de hurtige satser og dødens monotoni og mørke i finalen. I ensemblets egen violinist Colin Jacobsens “Tre miniaturer” kom vi med på en hæsblæsende orientrejse: Strygerne, som har samarbejdet med fremtrædende iranske musikere, indkapslede stemningen fra persiske minaretter, basarer og magiske måneskinsnætter i et folkloristisk tonebrus.
Tak til de fire eminente New York-strygere for at sprænge kammermusikkens grænser og gøre musikken levende.

(Anm. var pub. i Jyllands-Posten torsdag den 24. april 2014).

This entry was posted in Ikke kategoriseret. Bookmark the permalink.

Comments are closed.