Fodboldvandaler i Rom – klumme i JP

Den 23. marts 2015.

I Rom gik hooligans amok på en smuk fontæne. Nu vil borgmesteren gribe ind – men batter hans initiativ med at sende fodbold-vandalerne på museum? Se min mening om det i klummen herunder.

Roms borgmester, Ignazio Marino, vil lære fodboldfans at værne om byens kulturskatte. Idéen fik han, efter at oprørte hollandske hooligans i februar gik til angreb på Berninis Barcaccia-fontæne ved Den Spanske Trappe før en fodboldkamp. Med flasker og andre robuste genstande hamrede de løs på det smukke barokkunstværk, som fik varige skader. (mere…)

Posted in Forsideindlæg, Ord på Italien | Leave a comment

Klagesang fra velfærdsland – klumme i Jyllands-Posten

Torsdag den 10. juli 2014.

Med base i Rom blogger jeg for tiden om emner, der optager italienerne.

“Il welfare” var det første, en romersk bekendt fremhævede, da vi talte om Danmark. Han er 49 år, arbejder på et reklamebureau og bor spartansk til leje på ét lille værelse hos en veninde. Bil eller scooter ejer han ikke.
Turen til og fra arbejde tager to timer hver dag med den italienske hovedstads ineffektive offentlige transportmidler.
“Min bedstemor var meget, meget rig,” fortæller han. I det daglige er hans egen eneste luksus en pakke cigaretter og en fyraftensøl på en bar i Monti – et af Roms hippe velhaverkvarterer. (mere…)

Posted in Ord på Italien | Leave a comment

Voldsramte kvinder står åbent frem

Onsdag den 9. juli 2014.

Med base i Rom blogger jeg om emner, der optager italienerne.

Flere italienske kvinder, der har været udsat for vold fra deres kærester eller eks-kærester, står forslåede frem for at advare deres medsøstre. Sidste år blev 134 kvinder slået ihjel i Italien – de fleste drab blev begået af deres partnere eller eks-partnere. 

Hun træder frem på festivalscenen midt i stimen af hotte popsange og de blinkende pailletlys på Piazza del Popolo.
Lytterne ved den fire aftener lange ’Coca Cola Summer Festival 2014’ er på fornavn med 24-årige Jessica med det taljelange sorte hår og et smil, der blænder de bagerste rækker, da hendes ansigt projiceres op på pladsens storskærme. Det er kun tre måneder siden, at hun – forslået til ukendelighed med store blå mærker under øjnene og en stiv, hvid støttekrave om halsen – uploadede sine selvportrætter på Facebook. Kort forinden havde hun slået op med sin kæreste, men han ville tale med hende en sidste gang. Jessica Rossi indvilgede. Men eks-kæresten kom ikke kun for at snakke. På en øde strand tæt på den toskanske by Grosetto, hvor hun bor, overfaldt han hende. Han overdængede hende med lussinger og plantede til sidst en hård knytnæve i ansigtet på hende. Jessica Rossi var heldig – to gartnere, der var på arbejde i nærheden den aften, hørte hendes skrig. Politi og ambulance blev tilkaldt. Hun blev indlagt; kæresten blev anholdt. Efter en månedlang sygemelding mistede hun sit job; hun var ansat på en midlertidig kontrakt og havde ikke ret til sygedage. (mere…)

Posted in Ord på Italien | Leave a comment

Renzi kan ende med at skuffe italienerne

Torsdag den 3. juli 2014.

Med base i Rom blogger jeg om emner, der optager italienerne omkring Europa-parlamentsvalget og Italiens EU-formandskab.

Matteo Renzi fører sig frem med stærke sprogbilleder og modige løfter over for både Italien og EU.  Hjemme holder italienerne vejret for at se, om han får gennemført de lovede reformer i et tungt bureaukratisk system. Det kan ende med svage resultater, vurderer politolog.

Der var smil salen rundt og spontane bifald fra EU’s nye og genvalgte parlamentarikerne til Italiens unge premierminister, Matteo Renzi, da han i går holdt sin tale i Strasbourg i anledning af, at Italiens overtog EU-formandskabet den 1. juli. (mere…)

Posted in Ord på Italien | Leave a comment

Italienske sprogblomster – klumme i JP

Torsdag den 3. juli 2014.

Med base i Rom blogger jeg om emner, der optager italienerne omkring Europa-parlamentsvalget og Italiens EU-formandskab. 

“Jeg er træt af at høre på Renzis banaliteter,” beklagede en britisk journalist sig i sidste uge til sin kollega. Bemærkningen faldt før et pressemøde i det italienske parlament, hvor premierministeren holdt en peptalk som optakt til Italiens overtagelse af EU-formandsskabet i denne måned.
Matteo Renzis stil er netop at motivere politiske samarbejdspartnere og resten af befolkningen med opildnende taler.
“Europa er ikke noget, der ligger fjernt fra os. Vi træder ud i Europa hver eneste morgen, når vi går hjemmefra. Vi er i Europa, når vi færdes på gaderne i vores hjembyer,” proklamerede premierministeren billedligt i sin tale. (mere…)

Posted in Ord på Italien | Leave a comment

Hvor var kulturen i EU-valgkampen?

Fredag den 27. juni 2014.

Med base i Rom blogger jeg om emner, der optager italienerne omkring Europa-parlamentsvalget og tiden efter. 

Et Europa-Parlamentsvalg er overstået. Som ventet var kulturen ikke et synligt og hørbart dagsordenspunkt i valgkampen. Emner som arbejdsløshed, bekæmpelse af illegal indvandring, mindre EU-kontrol og mere selvbestemmelse i de enkelte lande blev – forståeligt nok – hovedfokuspunkter. Herhjemme var det børnechecks og andre velfærdsydelser til udenlandske EU-borgere, vi gik op i.  (mere…)

Posted in Ord på Italien | Leave a comment

Støvleland på teenager-stadiet

Torsdag den 19. juni 2014.

Med base i Rom blogger jeg om nogle af de emner, der optager italienerne omkring Europa-parlamentsvalget.

Premierminister Matteo Renzi kørte en ekstremt modig pro-europæisk kampagne op til Europa-parlamentsvalget, siger ambassadør Guido Lenzi, der har tiltro til landets leder.

Ambassadør Guido Lenzi kalder sig liberalist og altid har stemt til højre for midten. Alligevel er han stolt af premierminister Matteo Renzi og Partito Democratico (Italiens Socialdemokraters red.) europæiske storsejr ved Europa-parlamentsvalget.

(mere…)

Posted in Ord på Italien | Leave a comment

Femstjernet forhandlingsvilje – debatartikel JP

Onsdag den 18. juni 2014.

Talsmænd for Italiens Femstjernede Protestbevægelse annoncerede mandag deres ønske om dialog med premierminister Matteo Renzi omkring landets nye valglov. Det foregik på et pressemøde i Senatet. Foto: CC

Italiens Femstjernede Protestbevægelse har uventet inviteret premierminister Matteo Renzi til en drøftelse om Italiens nye valgreform.

Rom. Der går sjældent en dag uden overraskelser på Italiens politiske scene. Mange spærrede øjne og øren op, da landets Femstjernede Protestbevægelse rakte forhandlingshænderne ud mod premierminister Matteo Renzi og hans centrum-venstreparti, Partito Democratico, først på ugen. (mere…)

Posted in Ord på Italien | Leave a comment

Italiens arbejdsløshed stiger fortsat

Mandag den 16. juni 2014.

Rom: Ledigheden steg yderligere i Italien i årets tre første måneder, viser aktuel måling. Især de unge er hårdt ramt. Beskæftigelsesministeren spår, at en række tiltag fra regeringen vil få flere i arbejde inden for kort tid.

Af Christine Christiansen

13,6 procent af italienerne – det svarer til tre og en halv million mennesker – var uden job i årets tre første måneder, viser en ny måling fra Italiens statslige analyseinstitut, ISTAT. Tallet alarmerer både politikere og arbejdsmarkedseksperter, for det er 0,8 procent højere i forhold til sidste år på samme tid. Aktuelt er arbejdsløsheden oppe på det højeste niveau siden 1977.
Det er især de unge italienere, som er hårdt ramt af ledighed. 46 procent af de 15-24-årige står i øjeblikket uden job. I Syditalien topper ungdomsarbejdsløsheden med 60,9 procent. (mere…)

Posted in Ord på Italien | Leave a comment

Tag med til fejringen af den italienske republiks fødsel

Mandag den 2. juni 2014.

ROM: Italienerne forstår at samles omkrig de nationale begivenheder og gøre dem til farverige folkefester. Følg her formiddagens fejring af 68-årsdagen for den italienske republiks fødsel. Fra første parket ved Fori Imperiali havde jeg udsigt til alle de militære optrin, præsident Giorgio Napolitano, der kørte forbi i åben Lancia Cabriolet Landaulet nera, og de berømte tricolore-fly, som brager over himlen i høj fart.
Hør, hvad italienerne lægger i festen – og hvorfor dagen for dem er så vigtig.

 

Posted in Ord på Italien | Leave a comment