Forza Italia og det ringe EP-valgresultat

Torsdag den 29. maj 2014.

Med base i Rom zoomer jeg ind på nogle af de emner, der optager italienerne omkring Europa-Parlamentsvalget.

ROM. Forza Italia fik et ringe resultat med kun 16,82 procent af stemmerne ved Europa-Parlamentsvalget. Onsdag mødtes Berlusconi og den øvrige parti-top for første gang efter valget, bl.a. for at drøfte resultatet.
Jeg spurgte en lille flok italienere uden for Forza Italias hovedsæde i Rom, om de mener, tiden er moden til et lederskifte i partiet.

Se her, hvad de svarede:

Posted in Ord på Italien | Leave a comment

Sådan vurderer italienerne resultatet af Europa-Parlamentsvalget.

Mandag den 26. maj 2014.

Med base i Rom zoomer jeg ind på nogle af de emner, der optager italienerne omkring Europa-Parlamentsvalget.

ROM. Storsejr til det socialdemokratiske parti, Partito Democratico, med premierminister Matteo Renzi i spidsen og kun godt halvt så mange stemmer til den EU- og eurokritiske Femstjernede Protestbevægelse med komikeren Beppe Grillo som frontfigur. Hvad mener italienerne om resultatet af gårsdagens afstemning til Europa-Parlamentet?
Jeg gik på gaden i Rom dagen efter valget for at få en vurdering.

Se filmen her.

Italienernes valg til Europa-Parlamentet i tal:

Partito Democratico (Italiens socialdemokratiske parti): 40,81
Den Femstjernede Bevægelse: 21,16
Forza Italia (Berlusconis højrefløjsparti): 16,82
Lega Nord (højrefløj) 6,2
Nuovo Centrodestra (moderat højrefløj) 4,4
Lista Tsipras (moderat venstrefløj) 4,0

(Kilde: La Repubblica).

 

Posted in Ord på Italien | Leave a comment

Grillo redder ikke Italien – ekspertinterview

Lørdag den 24. maj 2014.

Med base i Rom blogger jeg frem til Europa-Parlamentsvalget om nogle af de emner, der optager italienerne i valgkampen. 

Den spåede fremgang for Beppe Grillos Femstjernede Protestbevægelse ved søndagens Europa-Parlamentsvalg er ikke en fordel for Italien, vurderer Giovanni Orsina, politolog og forfatter til en rækker bøger om italiensk politik.

ROM: Eks-komikeren Beppe Grillos Femstjernede Protestbevægelse spås at blive den store stemmesluger i Italien ved Europa-Parlamentsvalget søndag. Grillo har stjålet Berlusconis antipolitiske dagsorden; Femstjernernes succes er farlig for Italien, vurderer politisk ekspert. 

Italiens Femstjernede Protestbevægelse med den megafonbrølende eks-komiker, Beppe Grillo, i front spås en storsejr ved søndagens valg til Europa-Parlamentet. Når folk stemmer på bevægelsen, sker det i oprør mod de mange uduelige politikere, der har været med til at køre landet i sænk de sidste 20 år, vurderer Giovanni Orsina, der er politolog, samtidshistoriker og vicedirektør på ’School of Government’ på Roms erhvervsuniversitet, Luiss.
Vi mødes på hans kælderkontor i Roms nordlige del – et pænt kvarter med grønne parker, gitterport og palmer i bygningens forhave.
”Grillo er frugten af en serie politiske fallitspil. Italienerne ser lige nu med meget voldsom vrede på hele serien af politiske kadavere. Hverken højrefløjen med Berlusconi i spidsen eller venstrefløjen med forskellige ledere i front levede op til deres løfter. Mario Montis teknokrat-regering, som blev indsat sidst i 2011, lovede store reformer, der skulle bringe landet ud af den økonomiske krise. Han gennemførte nogle ting, men ikke nok. Efter det nationale valg primo 2013 fik Italien så den store koalisionsregering med både højre- og venstrefløjen. Den udrettede heller ikke meget. Til sidst ræsonnerer italienerne: Når alt det andet var så katastrofalt, stemmer vi på Grillo. Han er vores sidste udvej.” (mere…)

Posted in Ord på Italien | Leave a comment

Valg-vinder eller varm luft?

Tirsdag den 20. maj 2014.

Med base i Rom blogger jeg frem til Europa-Parlamentsvalget om nogle af de emner, der optager italienerne i valgkampen. 

ROM: Eks-komikeren Beppe Grillo spår selvsikkert storsejr til sin Femstjernede Protestbevægelse ved Europa-Parlamentsvalget søndag. Italienske og udenlandske medier filmer flittigt hans valgkamp, men får han også de italienske vælgere op af sofaen?

Komikeren Beppe Grillo blæste tv-værten Bruno Vespa helt tilbage i talkshowet 'Porta a Porta' mandag aften, hvor han var gæst som optakt til Europa-Parlamentsvalget. Foro: Rai.

”Jeg så ikke udsendelsen. Jeg lå og sov.”
Baristaen på Bar Rossini tæt på Piazza Ungheria i Roms nordlige del lod ikke sin gode nattesøvn spolere af, at lederen af landets Femstjernede Bevægelse, eks-komikeren Beppe Grillo, debuterede som gæst i Rai 1’s meget sete tv-talkshow ’Porta a Porta’ aftenen før.
”Jeg skal jo tidligt op og på arbejde,” siger baristaen, mens han samlebåndsagtigt fylder finmalede bønner i beholderen og klikker den på plads i maskinen. Han forsøger at holde trit med de mange kaffebestillinger, der strømmer hen over disken fra områdets forretningsfolk, der holder formiddagspause ved disken.
”Alle politikerne er ens,” siger baristaen med en markant gentagelse af ’alle’. Frustreret tilføjer han, at skatterne bliver ved at være alt for høje i landet. (mere…)

Posted in Ord på Italien | Leave a comment

Kulturen skal styre Europa ud af krisen – debat i Teatro Eliseo, Rom

Torsdag den 15. maj 2014.

Med base i Rom blogger jeg frem til Europa-Parlamentsvalget om nogle af de emner, der optager italienerne i valgkampen. 

Rom. Det italienske kulturmiljø varmede op til Europa-Parlamentsvalget med debatten ’Kulturens Europa’ på Teatro Eliseo i Rom. Kulturen binder Europa sammen og bør fremmes – både på nationalt og europæisk niveau – lød den entydige melding.  

Italiens kulturminister, Dario Franceschini, vil bringe landet ud af krisen ved hjælp af kulturen. Han var hovedtaleren ved debatten 'Kulturen i Europa' på Teatro Eliseo i Rom tirsdag.

Forfattere, modebloggere, musikere og ministre: En farverig flok fra det italienske kulturliv gik på scenen eller lyttede med fra salen i debatten ’Kulturens Europa’ på Teatro Eliseo i Rom tirsdag.
Anledningen var det forestående Europa-Parlamentsvalg. Kulturen fylder for lidt – både i valgkampen og i EU-debatten i øvrigt, var der bred enighed om blandt de mange talere, der tog ordet mellem standup-optrædener, digtoplæsninger og musikalske indslag. ”Kulturen er en kilde, der beriger os. Uden kultur har Europa kun en geografisk identitet. Det er kulturen, som danner base for det europæiske demokrati, og som har gjort Europa til rollemodel i resten af verden,” sagde Goffredo Bettini fra den lænestol, der var stillet op på scenen til de talende kandidater fra Italiens socialdemokrati, Partito Democratico (PD). (mere…)

Posted in Ord på Italien | Leave a comment

Italienerne savner EU-valggejst

Søndag den 11. maj 2014.

Op til Europa-Parlamentet skriver jeg fra Italien. Følg mine nedslag i den italienske valgkamp via denne blog.

Mange italienere interesserer sig ikke for det forestående valg til EU-Parlamentet. I Rom bliver valgplakaterne hevet ned i nattens mørke.

Kampgejsten er svær at få øje på i Italien op til valget til Europa-Parlamentet. En tredjedel af de italienske vælgere vil blive hjemme på valgdagen, viser analyse. 

Rom. Rinaldo Vicari siger det åbent – det forestående valg til Europa-Parlamentet interesserer ham ikke.
”Politik er beskidt. Jeg er holdt op med at gå op i det,” erklærer han.
Vi mødes tilfældigt til et foredrag i den store Feltrinelli-boghandel i Galleria Sordi på Via del Corso; to italienske forfattere præsenterer her deres nye bog med titlen ’Arbejdskrigen’. Bogen beskriver de mange aktuelle udfordringer, det italienske arbejdsmarked slås med: Fyringer, virksomhedslukninger, forringede vilkår for de fastansatte og først og fremmest den høje ledighedsprocent og manglen på arbejdspladser. (mere…)

Posted in Ord på Italien | Leave a comment

En smuk film om manglen på fremtidsmuligheder

”Den store Skønhed” blev for nylig Oscar-nomineret i kategorien “bedste udenlandske film”. Filmen handler om alle de år, vi smed væk, siger den italienske filminstruktør og kritiker, Lino Damiani. Jeg mødte ham i Rom tidligere på måneden.

Af Christine Christiansen

"Filmen "Den store Skønhed" afspejler de spildte år i Italien. De var forårsagede af en politisk klasse, som kun tænkte på sig selv," siger den italienske filminstruktør og kritiker, Lino Damiani.

- Hvad har, ifølge dig, givet filmen så massiv global succes?
”Allerede på filmfestivalen i Cannes sidste forår talte man utrolig meget om filmen. Måske fordi filmen er så overvældende og vild en historie om en by (Rom red.) og et land (Italien red.), som er ødelagte af overfladiskhed. Ødelagte af overforbrug og af et helt ubeskriveligt spild af talent.” (mere…)

Posted in Ord på Italien | Leave a comment

Italiensk valgblues

Rom
Stemningen er trykket i Italien: En stor del af befolkningen føler sig for hver dag mere nedslået og afmægtig over, at Silvio Berlusconi bliver ved at poppe op og generobre sin indflydelse på landets politiske arena. Selv nu, efter at han i efteråret blev dømt for skattesnyd ved højesteret og smidt på porten i Senatet.

Lørdag stjal den 77-årige tidligere regeringsleder atter mediebilledet, da han dukkede op til et møde i det socialdemokratiske parti PD’s hovedkvarter i Rom. PD’s nyvalgte leder, Matteo Renzi, havde indbudt Berlusconi for at opnå et forlig omkring den nye valgreform, som landets politiske parter lige nu forsøger at få strikket sammen. (mere…)

Posted in Ord på Italien | Leave a comment