Den hemmelige danskhed – klumme i JP

Den 10. august 2015.

Gør engelske titler danske kulturbegivenheder mere spændende? Ja, mener arrangørerne bag talrige festivaler og andre kunstneriske tiltag på hjemlig jord. I kampen for at vække opsigt ude i verden glemmer kulturlivets ledere næsten at bryste sig af de nationale værdier og brande dem over for danske interessenter. De engelske overskrifter springer i øjnene overalt: Fra “Copenhagen Opera Festival”, der netop er klinget ud, til “Sculpture by the Sea”, som fandt sted i Aarhus tidligere på sommeren.

Imens er der nationale kultursymboler og -traditioner, som er ved at glide ud af befolkningens bevidsthed. De overlever kun, fordi entusiaster med kærlighed til klenodierne gør en aktiv indsats for at promovere dem. Mange danskere kender slet ikke landets vægtige kulturskatte og ved ikke, hvad de står for. Så har det udenlandske en anderledes bevågenhed: Vi stormer på udstillinger, hvor berømte, internationale kunstnere viser deres værker. På de mindre egnsmuseer med antikke, lokale genstande er der sjældent kø ved glasmontrerne. Det er ærgerligt, for kendskabet til vores historiske arv er nøglen til forståelsen af os selv.

Fotografen Trine Søndergaard er aktuel med en fotoserie i Martin Asbæk Gallery i København – bemærk stedets engelske navn. Hun har en særlig passion for danske egnsdragter, og i en årrække har hun udstillet fotos af farverige og særprægede kostumer fra forskellige lokalområder. Hvem vidste, at hovedbeklædningen i den feminine Fanø-folkedragt hedder en strude? Eller at en guldnakke er en kvindehue med ægte guldtråde? Guldnakken blev syet til den rige danske bondeadels dragter midt i 1800-tallet Når vi negligerer vores kulturarv, får udlændinge, der gæster landet, heller ikke øjnene op for den. Det viser bogen “Mit år som dansker”, der udkom tidligere i år. Forfatteren er den britiske damebladsjournalist Helen Russell, der flyttede fra London til Brejning med sin mand, der fik job på Lego. Hendes primære mål med bogen, som oprindeligt udkom på engelsk, var vel at give andre udlændinge indblik i danskhed. Hun melder sig straks til et sprogkursus, og nysgerrigt prøver hun at afdække vores livsstil, traditioner og adfærd. Men med en tv-vært, en modekok og en integrationscoach som kilder bliver billedet overfladisk. Hvad ved de om, hvad dansk kultur faktuelt er for en størrelse? Det virker i øvrigt indskrænket, at Russell prøver at afkode danskhedens detaljer ved at følge vore populære tv-serier.

Som den røde tråd i sit undersøgelsesarbejde bruger hun FN’s World Happiness Report, hvor Danmark i flere år indtog førstepladsen. Russells bog bliver en letbenet gisnen om, hvorfor vi danskere opfører os, som vi gør. Indimellem drager hun deciderede vrøvlekonklusioner. Som da hun skriver om Legos grundlægger, Ole Kirk Christiansen, »hvordan han i ægte H. C. Andersen-stil var enkefar til fire børn og begyndte at fremstille trælegetøj for at skaffe penge til at forsørge sit afkom«. Helen Russell kunne have opnået en mere troværdig vidensmæssig ballast for sin bog ved at konsultere landets historiske eksperter.

De ville have givet hende et nuanceret indblik i den udvikling og de begivenheder, vi danskere er rundet af, som afsæt for hendes analyser. Men denne researchtungere fremgangsmåde harmonerer nok dårligt med forfatterens sniksnakkende chick lit-tone og hendes evige sætten sig selv i centrum.
Bogen er vinket med en vognstang til os om, at vi må dyrke vores historie, traditioner og nationale kulturskatte og gøre dem tilgængelige for fremmede gæster. Hvorfor gemme værdierne væk og droppe de danske etiketter? Vi bør stå ved dem og vise dem frem med langt større stolthed.

This entry was posted in Forsideindlæg. Bookmark the permalink.

Comments are closed.