En smuk film om manglen på fremtidsmuligheder

”Den store Skønhed” blev for nylig Oscar-nomineret i kategorien “bedste udenlandske film”. Filmen handler om alle de år, vi smed væk, siger den italienske filminstruktør og kritiker, Lino Damiani. Jeg mødte ham i Rom tidligere på måneden.

Af Christine Christiansen

"Filmen "Den store Skønhed" afspejler de spildte år i Italien. De var forårsagede af en politisk klasse, som kun tænkte på sig selv," siger den italienske filminstruktør og kritiker, Lino Damiani.

- Hvad har, ifølge dig, givet filmen så massiv global succes?
”Allerede på filmfestivalen i Cannes sidste forår talte man utrolig meget om filmen. Måske fordi filmen er så overvældende og vild en historie om en by (Rom red.) og et land (Italien red.), som er ødelagte af overfladiskhed. Ødelagte af overforbrug og af et helt ubeskriveligt spild af talent.”

- Hvad handler “Den store Skønhed” om?
”Filmen er en fortælling om alle de år, vi smed væk. Om alle de løfter, der ikke blev indfriet. Om det tragiske forfald, som en overklasse – blottet for nogen form for menneskelighed – forårsagede i en fantastisk by. Man kan tilmed sige, at Paolo Sorrentino (instruktøren red.) med sin film genopliver den berømte romerske filmtradition efter Fellini.”

“På det konkrete plan er “Den store Skønhed” historien om en falleret forfatter (Jep Gambardella red.), som har givet køb på sin kunstneriske integritet til fordel for den totale tomhed i det mondæne liv, han lever.
Den store skønhed er i overført betydning det, der materialiserer sig i bittesmå fragmenter i vores hverdagstrummerum – og som er væk øjeblikket efter: Skønhed, kærlighed, lykke.”

- Hvad var din personlige oplevelse af filmen?
”Filmen efterlod mig med en ubeskrivelig uro indeni. Den følelse har jeg siden diskuteret utallige gange med producenten Nicola Giuliano og med manuskriptforfatteren Umberto Contarello. Hver gang, vi diskuterede filmen, følte jeg, at jeg stod ved en stor afgrund.”

”Også strukturelt har fortællingen en betydelig vægt. Den illustrerer et Rom, som – set i forhold til det Rom, Fellini fremstillede i sine film tilbage i 1960′erne – er komplet forandret.
Filmens kvalitet er, at den er så realistisk. Den sammenfatter nogle almene, ubehagelige aspekter i vores tid, som giver den en global pondus. Man kan sammenligne filmens budskab med den tyske forfatter Hermann Hesses citat: “Lykkelige er de, der søger, men som aldrig finder”.”

”Jeg blev især grebet af den bitre melankoli, som gennemsyrer filmen – dens fremstilling af det tragiske som en kendsgerning, vi ikke kan undslippe. Selv har jeg været til tusindvis af den slags fester, som filmen skildrer – på altanerne hos Roms rige intellektuelle: Endeløse middage med journalister, instruktører, producenter. Selv om jeg ikke selv følte – og føler – mig som en integreret del af dette klientel, vil jeg mene, at filmen afspejler det meget autentisk.
Den eneste væsentlige forskel, jeg oplever mellem film og virkelighed, er, at jeg til de fester som regel møder mennesker, som jeg indgår nye alliancer med: Arbejdsmæssigt, kærligheds- eller venskabsmæssigt. Nye mennesker, som viser sig at være spændende at tale med.”

- Hvad mener du, gjorde, at filmen blev Oscar-nomineret?
”I min optik har filmen allerede vundet sin Oscar. I månedsvis har man talt om filmen, om det høje niveau og de store ambitioner. Man drager parallel til de gyldne år inden for italiensk film med Fellini etc. Dette aspekt har vi tørstet efter de seneste år inden for italiensk filmkunst. Filmen har langt om længe genoplivet begrebet ”italiensk film” – ud fra alle aspekter: Fysiske, psykologiske, sociologiske, moralske, semiotiske.

“I mine øjne sætter filmen fokus på en nutid, som er en direkte konsekvens af det Italien, vi har oplevet de sidste 20 år. En periode, som er karakteriseret af uindfriede løfter. Af en politisk klasse, som hverken ænsede eller forstod tidens krav og udfordringer, men som blot plejede sine egne personlige interesser. Sat lidt på spidsen: En mangel på ideer og globale visioner – en ageren helt ude af trit med det ekstreme tempo, verden har udviklet sig i siden Anden Verdenskrig. De personer, vi har haft til at lede landet i de år, har ikke været i øjenhøjde med de globale udfordringer.”

“På det menneskelige plan møder vi i “Den store Skønhed” intellektuelle, som kun har melankolien tilbage som grundfølelse. Den tid er forbi, hvor man sagde: ”jeg vil gøre det og det.” I dag hedder det: ”det gik sådan og sådan”.
For mig beskriver filmen også dette aspekt meget stærkt: Det moderne menneskes mangel på kapacitet. Den totale desillusion og manglen på fremtidsmuligheder.”

Om Lino Damiani
Lino Damiani (f. 1960) er en italiensk filminstruktør og -kritiker. Han har studeret og arbejdet i Tyskland, Frankring, England og USA. P.t. bor og arbejder han i Rom.

 


Om “Den store Skønhed”
Filmen havde premiere på Filmfestivalen i Cannes i 2013 og har siden opnået enorm opmærksomhed verden over. Den har vundet bl.a. Golden Globe Awards som bedste fremmedsprogede film.Filmen er Oscar-nomineret i kategorien “bedste udenlandske film” – samme kategori som Thomas Vinterbergs film “Jagten”.

Publiceret den 30. januar 2014.

This entry was posted in Ord på Italien. Bookmark the permalink.

Comments are closed.