Femstjernet forhandlingsvilje – debatartikel JP

Onsdag den 18. juni 2014.

Talsmænd for Italiens Femstjernede Protestbevægelse annoncerede mandag deres ønske om dialog med premierminister Matteo Renzi omkring landets nye valglov. Det foregik på et pressemøde i Senatet. Foto: CC

Italiens Femstjernede Protestbevægelse har uventet inviteret premierminister Matteo Renzi til en drøftelse om Italiens nye valgreform.

Rom. Der går sjældent en dag uden overraskelser på Italiens politiske scene. Mange spærrede øjne og øren op, da landets Femstjernede Protestbevægelse rakte forhandlingshænderne ud mod premierminister Matteo Renzi og hans centrum-venstreparti, Partito Democratico, først på ugen.

Protestbevægelsen opfordrede i et åbent brev premierministeren til at drøfte landets nye valglov. Det ligger både premierminister og præsident stærkt på sinde at få gennemført denne lov. Målet er at sikre, at man efter fremtidige parlamentsvalg lettere vil kunne danne arbejdsduelige regeringer. Opfordringen fra femstjernerne til Matteo Renzi om, at mødes og diskutere valglovens indhold klinger som særlig sød musik efter valgkampen op til EU-valget. Her kørte protestbevægelsens leder, eks-komikeren Beppe Grillo, i sin velkendte, vulgære tone på med at fornærme og tilsvine premierministeren og hans tiltag.

Hidtil har femstjernerne blankt afvist at indgå alliancer med nogle af landets øvrige partier, og mange italienere spekulerer da også i, hvad bevægelsen vil opnå ved at folde armene ud mod Partito Democratico netop nu. Hvorfor var der ingen samarbejdslyst hos femstjernerne i de indledende lovforhandlinger? Selv siger talsmændene for protestbevægelsen, at de har indset, at deres forsøg på at bringe regeringen i krise har vist sig at være en umulig strategi. Dette fik femstjernerne senest bekræftet ved EUvalget, hvor Partito Democratico fik en overbevisende valgsejr med 40,8 pct. af stemmerne. Protestbevægelsen måtte se sig slået stort. Den fik kun 21,1 pct. – på trods af, at eksperter helt op til selve valgdagen spåede de EU-og eurokritiske femstjerner en massiv sejr.

”Landets siddende regering ser ud til at være langtidsholdbar, og vi ønsker ikke længere at blive stående i limboet. Derfor påtager vi os nu ansvaret for at få den nye valglov i hus,” proklamerede protestbevægelsens talsmænd ved et pressemøde i senatet mandag.

Et andet motiv for at indgå alliance med Matteo Renzi om valgloven er helt klart, at Den Femstjernede Protestbevægelse vil svække Berlusconi og hans parti, Forza Italias, indflydelse. Matteo Renzi nåede før europaparlamentsvalget langt i forhandlingerne med Berlusconi om valgloven.

De italienske medier spekulerer i, om femstjernernes pludselige imødekommenhed i valglovsdrøftelserne er en udspekuleret fælde, som premierministeren og hans parti skal dumpe i med begge ben. Protestbevægelsen vil nemlig trække Partito Democratico til forhandlingsbordet for at præsentere bevægelsens eget forslag til en ny valglov. Den forholder sig ikke til de allerede eksisterende valglovsudkast.

Vil femstjernerne efter forhandlingerne blot igen pege fingre ad Partito Democratico, hvis partiet ikke blindt accepterer bevægelsens nye valglovsforslag? Matteo Renzi har indvilget i at holde mødet med femstjernerne allerede i denne uge. Et krav fra premierministerens side er dog, at mødet bliver streamet offentligt via internettet. Det er en metode, som femstjernerne har gjort til deres varemærke i interne afstemninger og forhandlinger. Herved vil Renzi sikre sig, at protestbevægelsen lægger alt åbent frem – ingen lumske lege eller skjulte betingelser, som han siger.

Om det lykkes premierministeren at bringe sine politiske medspillere til enighed ved forhandlingsbordet, venter italienerne nu spændt på. Som Matteo Renzi spøgte, da han modtog femstjernernes samarbejdsforslag:
”Med Beppe Grillo keder man sig i hvert fald aldrig”.

(Artiklen var pub. i Jyllands-Posten onsdag den 18. juni 2014).

This entry was posted in Ord på Italien. Bookmark the permalink.

Comments are closed.