Fodboldvandaler i Rom – klumme i JP

Den 23. marts 2015.

I Rom gik hooligans amok på en smuk fontæne. Nu vil borgmesteren gribe ind – men batter hans initiativ med at sende fodbold-vandalerne på museum? Se min mening om det i klummen herunder.

Roms borgmester, Ignazio Marino, vil lære fodboldfans at værne om byens kulturskatte. Idéen fik han, efter at oprørte hollandske hooligans i februar gik til angreb på Berninis Barcaccia-fontæne ved Den Spanske Trappe før en fodboldkamp. Med flasker og andre robuste genstande hamrede de løs på det smukke barokkunstværk, som fik varige skader.

For at få de opildnede fodboldtilhængere til at passe bedre på kunsten i byrummet får boldentusiasterne fremover fri adgang til udvalgte romerske museer, når entréen til stadion er betalt. Målet er at give dem en større respekt for mesterværkernes værdi.

Tiltaget klinger dybt naivt. Den, der har set berusede hooligans gå amok, vil vide, at de er uden for kulturel rækkevidde. Kunsten vil de næppe være i stand til at kapere og værdsætte, når de er gejlet op til ilter kamp. De kapitolinske Museer er én af de samlinger, som boldfans fremover kan besøge kvit og frit ved at fremvise gyldig stadionbillet. Man tør ikke tænke på, hvad der kan ske med de kostbare kunstgenstande, når ophidsede hooligans slippes løs blandt de antikke og uerstattelige storværker.

Mange romere følte angrebet på Barcaccia-fontænen som et personligt fysisk sår. Byens kunstværker er deres identitet. I en tid med uro på mange andre samfundsfronter er mesterværkerne de klippefaste støtter, som borgerne stolt læner sig op ad og refererer til. I de perioder, hvor jeg har boet i Rom, har en særlig gestus hos de indfødte altid fascineret mig: Som det første hiver de én med hen til et museum, et monument eller en kirke, som de levende beskriver.

For romerne sætter en ære i at vise deres bys rigdomme frem. Når jeg spurgte dem, hvordan de selv blev så kulturelt oplyste, var svaret en blanding af skolens, familiens og det øvrige samfunds påvirkning. Kunsten er for dem en basal værdi, og kendskabet til den flyder naturligt fra én generation til den næste.

Det tager en opvækst for et menneske at opbygge den kulturelle grundkapacitet, man kan bygge videre på resten af livet. I mange europæiske samfund forsømmer både familier og uddannelsesinstitutioner at formidle den grundlæggende kulturforståelse og -respekt til nye generationer. Vi ser tydeligt konsekvensen af kulturel negligering herhjemme, hvor ingen dybe værdier længere binder os sammen som nation.

Resultatet er tomme individer, der betragter kunsten som noget, man vandaliserer frem for at værdsætte. Det står slemt til, når unge går bersærk på Barcaccia-fontænen. Desværre kan man ikke klistre kulturel indsigt på ignoranter ved at give dem ét besøg på et imposant museum. Derfor virker det da også som en hån mod Roms borgere, der værner om kulturen, at centrumvenstre-borgmesteren vil forsøge at omvende de uvidende på en eftermiddag ved at lade dem tåge rundt blandt nogle af verdens smukkeste kunstskatte før en vild fodboldkamp.

I krogene mumler romerne om, at sikkerhedsvagter var fraværende ved Barcaccia-fontænen på Piazza di Spagna den skæbnesvangre fodbolddag i februar. Ville flere ressourcer til ekstra politibevogtning ved byens dyrebare monumenter mon ikke være allerbedst givet ud? Fodbold hører under kategorien “kultur”, men det er svært at se, hvordan sportsgenren kan forsvares her, når ekstreme tilhængere tager sig carte blanche til at begå kriminalitet. Det sker over hele verden – også herhjemme med jævne mellemrum. Denne destruktive vold på kunst og civilsamfund er der ikke megen ånd og dannelse over.

This entry was posted in Forsideindlæg, Ord på Italien. Bookmark the permalink.

Comments are closed.