Grillo redder ikke Italien – ekspertinterview

Lørdag den 24. maj 2014.

Med base i Rom blogger jeg frem til Europa-Parlamentsvalget om nogle af de emner, der optager italienerne i valgkampen. 

Den spåede fremgang for Beppe Grillos Femstjernede Protestbevægelse ved søndagens Europa-Parlamentsvalg er ikke en fordel for Italien, vurderer Giovanni Orsina, politolog og forfatter til en rækker bøger om italiensk politik.

ROM: Eks-komikeren Beppe Grillos Femstjernede Protestbevægelse spås at blive den store stemmesluger i Italien ved Europa-Parlamentsvalget søndag. Grillo har stjålet Berlusconis antipolitiske dagsorden; Femstjernernes succes er farlig for Italien, vurderer politisk ekspert. 

Italiens Femstjernede Protestbevægelse med den megafonbrølende eks-komiker, Beppe Grillo, i front spås en storsejr ved søndagens valg til Europa-Parlamentet. Når folk stemmer på bevægelsen, sker det i oprør mod de mange uduelige politikere, der har været med til at køre landet i sænk de sidste 20 år, vurderer Giovanni Orsina, der er politolog, samtidshistoriker og vicedirektør på ’School of Government’ på Roms erhvervsuniversitet, Luiss.
Vi mødes på hans kælderkontor i Roms nordlige del – et pænt kvarter med grønne parker, gitterport og palmer i bygningens forhave.
”Grillo er frugten af en serie politiske fallitspil. Italienerne ser lige nu med meget voldsom vrede på hele serien af politiske kadavere. Hverken højrefløjen med Berlusconi i spidsen eller venstrefløjen med forskellige ledere i front levede op til deres løfter. Mario Montis teknokrat-regering, som blev indsat sidst i 2011, lovede store reformer, der skulle bringe landet ud af den økonomiske krise. Han gennemførte nogle ting, men ikke nok. Efter det nationale valg primo 2013 fik Italien så den store koalisionsregering med både højre- og venstrefløjen. Den udrettede heller ikke meget. Til sidst ræsonnerer italienerne: Når alt det andet var så katastrofalt, stemmer vi på Grillo. Han er vores sidste udvej.”

Hør her Giovanni Orsinas bud på, hvordan Europa-Parlamentsvalget vil påvirke Italiens politiske situation. 

Politik redder ikke Italien
Den konklusion er farlig, for vælgerne begår to alvorlige fejl, påpeger Orsina.
”For det første forventer italienerne alt for meget af politik – ikke mindst fordi politikerne gennem tiden har givet befolkningen meget vidtgående løfter. Der hersker en enorm forventning til politikernes formåen. Men det er forkert at tro, at politikere kan redde landet alene. Nogle af Italiens problemer er meget mere komplekse, f.eks. den store ineffektivitet på arbejdsmarkedet og et tungt offentligt bureaukrati. De ting vil tage år at systematisere,” siger Orsina og fortsætter:
“For det andet drager italienerne en fejlslutning, når de tænker: ’alt det dårlige, de andre politikere har gjort, vil Grillo ikke gøre’. Sandheden er, at han kan gøre det hele meget værre.”
Hos Grillo er alt bundet sammen af et nej – et nej til alt. Han har ikke et konkret program, og i det italienske parlament udgør medlemmerne af hans bevægelse en negativ faktor. De har intet udrettet i det år, de har siddet med i parlamentet, forklarer politologen.
“Tilmed har Grillo kapret vælgere fra både venstre- og højrefløjen, fra midten og blandt antipolitikere – ja, fra hele det politiske spektrum. Grillo ved godt, at i det øjeblik, han siger ja til noget eller bliver konkret, vil han miste enten den ene eller den anden vælgerfløj. At han slipper af sted med dette rungende ‘nej’ til alt som sit eneste programpunkt – det er bekymrende.”
Sin antipolitiske dagsorden har Grillo stjålet fra Berlusconi, siger Orsina, der sidste år udgav bogen ’Il Berlusconismo’ (Berlusconismen red.). Heri forklarer han, hvad der skabte de optimale betingelser for, at Berlusconi kunne gribe magten i 1994, hvordan højrefløjs-lederen fik succes, og hvad der gjorde, at han ikke formåede at regere landet.

Berlusconis anti-politik
Politisk kalder Orsina Italien for et laboratorium – en speciel case på den demokratiske krise, vi i dag ser tegn på mange steder i Europa, hvor ekstreme højre- og venstrefløjspartier vinder massivt frem. I Italien opstod den krise 20 år før – med berlusconismen som et grundelement:
”I 80’erne og starten af 90’erne dyrkede den politiske klasse i Italien en fortælling om, at landet var dårligt, uperfekt, ufunktionelt, umodent. En slags selv-flagellation, som skabte en krisetilstand. Berlusconi udnyttede denne krise og gjorde op med selvnedgørelsen. Han gik ud og fortalte italienerne, at de er fantastiske. At alt går godt i landet. Det var nye toner for italienerne. Han gjorde op med ophøjelsen af politikere ved at joke med og fornærme andre politikere groft – både på nationalt og europæisk plan. Det gav ham kæmpe succes, men han formåede aldrig at skabe regeringer, der kunne konkretisere hans projekter og visioner.”
En andet centralt aspekt hos Berlusconi var hans kritik af politik:
”Hans mantra har altid været, at problemerne ikke var befolkningens, men udelukkende politikeres skyld. At politik ikke er godt, men at folk derimod er gode. I hans mentale verden udgør politik en meget lille del. Familien, hverdagslivet, arbejdet – de ting fylder langt mere. Før ham var politikken meget mere central. Den italienske venstrefløj havde et højtudviklet politisk niveau. Her er politik fortsat et vigtigt og meget nærværende element. Tag en italiensk avis eller en nyhedsudsendelse på tv: Ingen andre steder i verden fylder indenrigspolitik så meget som i Italien. Men Berlusconi sagde altid ’nej – sådan skal det ikke være’. Hans indædte had mod venstrefløjen er også et udtryk for hans manglende interesse for politik.

Europæisk komplot mod Berlusconi
I dag ser Orsina Berlusconis højrefløjsparti, Forza Italia, som stærkt svækket, hvilket prognoserne op til Europa-Parlamentsvalget også viser.
”Hans absolutte storhedsperiode var i årene 2001 – 2006. Allerede derefter tabte han momentum, fordi mange vælgere gennemskuede, at han ikke leverede varen. Det lykkedes ham kun at blive i det politiske game, fordi venstrefløjen også stod meget svagt på det tidspunkt.”
2011 kalder Orsina et trauma i Berlusconis regeringsperiode.
”Hans regering kunne ikke tackle den økonomisk krise, og samtidig stod det klart, at Berlusconi antipolitiske dagsorden ikke duede. Han forsøgte at forklare sin detronisering i 2011 med påstande om et europæisk komplot mod ham, men vælgerne troede ikke rigtigt på det.”
Da Berlusconi sidste efterår fik sin dom for skatteunddragelse, blev han paralyseret politisk, siger Orsina.
”Hans vælgere har ikke tillid til retssystemet, så det var ikke dommen i sig selv, der svækkede ham. Men faktum er, at Berlusconi holdt op med at føre politik efter at have fået dommen. Før var han uovertruffen som agenda-setter. Så sent som ved det nationale valg primo 2013 var hans store tema f.eks. at fjerne boligskatten. Men hvad er hans tema i kampagnen op til Europa-Parlamentsvalget? Her har han konstant givet modsatrettede udmeldinger. Stemmer hans vælgere for mere eller mindre immigration? For eller imod euroen? Hvilket program har han egentlig, og hvad vil han? Vælgerne ved det ikke. De ved kun, at de stemmer for færre skatter, men ikke, hvor han vil få pengene til skattelettelser fra. Berlusconi er gammel. Politisk befinder han sig nu i den yderste finalefase.”

To veje ud af politisk fallit
Mario Montis teknokratgering og Grillos protestbevægelse kan ses som to måder for italienerne at komme af med de politiske systemer på, som viste sig uduelige. Grillo overtog Berlusconis antipolitiske retorik. Monti forstod derimod ikke at tale til Berlusconis vælgere. Derfor var det en katastrofe, at han stillede op til valget, da hans periode i spidsen for teknokratregeringen udløb, mener Orsina.
Med spag optimisme ser han på det socialdemokratiske parti, Partito Democratico (PD), hvis frontfigur – den unge, iltre Matteo Renzi – blev statsminister i Italien først på året.
”PD har fornyet sig med en leder, der kan finde ud af at lede. Det svækker Berlusconi yderligere.”
Får Beppe Grillo flest stemmer ved Europa-Parlamentsvalget, truer han med at ville kræve større magt nationalt. Da er det eneste, Renzi kan gøre, at alliere sig med Berlusconi igen efter, at Berlusconi trak sit parti ud af regeringen kort efter, at den blev dannet sidste forår. Venstre- og højrefløjen vil blive tvunget til at rykke sammen igen for at stoppe Grillo. Men det bliver svært, for højrefløjen er meget splittet i øjeblikket, siger Orsina.

Euro-krise sårer venstrefløj
Han mener, at Matteo Renzi har lavet et modigt fremtog ved at sætte hele sin person ind på sit politiske projekt og signalere, at det individuelle lederskab er vigtigt.
”Men Italien er for kompliceret, for politisk blokeret til, at én leder er tilstrækkelig. Desuden har landet brug for en leder med stor politisk magt til at ændre institutionerne. Du kan være den vigtigste leder i verden, men hvis du ikke har magten til dette, lykkes du ikke med noget. Renzi har ikke styrken. Hans forslag til både en ny valglov og nedlæggelsen af senatet er meget svage forslag – fyldt med fejl. Berlusconi støtter ikke Renzis model til nedlæggelsen af senatet, så det projekt er Renzi i modvind med fra starten.”
Hertil kommer hele euro-problematikken.
”Euroen blev oprindeligt vedtaget af en venstrefløjs-regering. Nu ses den som et problem af mange italienere, og den kritik falder tilbage på venstrefløjen. Vi må vente at se til efter Europa-Parlamentsvalget, hvordan regeringen vil løse de mange udfordringer,” konkluderer Orsina.

————–

FAKTA
Om Giovanni Orsina
Giovanni Orsina (f. 1967) er politolog og historiker. Han er docent i samtidshistorie og vicedirektør på ’School of Government’ på Roms universitet, Luiss, som finansieres af den italienske industrisammenslutning, Confindustria. I øvrigt er Orsina forfatter til en række bøger om italiensk politik, Senest ’Il Berlusconismo’, der udkom i 2013 og udgives på engelsk i år. Han holder foredrag i hele Europa om berlusconismen og italienske politiske forhold.

 

This entry was posted in Ord på Italien. Bookmark the permalink.

Comments are closed.