Hvor var kulturen i EU-valgkampen?

Fredag den 27. juni 2014.

Med base i Rom blogger jeg om emner, der optager italienerne omkring Europa-parlamentsvalget og tiden efter. 

Et Europa-Parlamentsvalg er overstået. Som ventet var kulturen ikke et synligt og hørbart dagsordenspunkt i valgkampen. Emner som arbejdsløshed, bekæmpelse af illegal indvandring, mindre EU-kontrol og mere selvbestemmelse i de enkelte lande blev – forståeligt nok – hovedfokuspunkter. Herhjemme var det børnechecks og andre velfærdsydelser til udenlandske EU-borgere, vi gik op i. 

Nuvel, det er vigtige emner. Vi bør kæmpe for national indflydelse frem for at ’lægge os fladt ned for EU’, som det hed med et noget fortærsket valgkamps-slogan.
Blot ærgerligt, der gik fnidder i debatten; politikerne fra de forskellige fløje brugte megen god medietid på at skændes. Den overordnede strategi for, hvad vi vil med EU, og hvordan vi når målene, var der for lidt fokus på.

Jeg var i Italien op til valget, og her var valgkamps-retorikken som altid hård og hadsk. Det føg med grove fornærmelser og ydmygelser politikerne imellem. Modstanden mod EU-projektet er massiv i Italien. Mange føler, at Tyskland har svigtet de sydeuropæiske lande under krisen. At tyskerne suger fordele ud af euroen og lader de trængte medlemslande sejle deres egen sø. Og at den tyske forbundskansler, Angela Merkel, reagerede alt for langsomt og passivt, da finanskrisen blæste luften ud af Sydeuropas finansbobler. Det gjorde krisen langt dybere og katastrofal for flere. ’Se bare på Grækenland’, siger man og rynker panden i frygt og vrede.
Over 40 procent af Italiens unge står i dag uden for arbejdsmarkedet. På europæisk plan har landet en kedelig topplacering i den sorte korruptionsstatistik. Det er svært for befolkningen at finde incitament til at forandre, når staten er en institution, man ikke kan stole på, og mange politikere går mest op i at snyde og skaffe sig goder på en presset befolknings bekostning.

På ét møde i EU-valgkampen oplevede jeg kulturen foldet farverigt ud. Det var iscenesat af Partito Democratico – det italienske socialdemokrati – og foregik i den smukke sal på Roms Teatro Eliseo. Kulturfolk fyldte scene og sal, og både kulturministeren og flere af kandidaterne til Europa-Parlamentet mindede os om, hvor essentiel kulturen er i et kriseunderdrejet Europa.
”Kulturen er landets ånd, og det er vigtigt at værne om de åndelige værdier, som vi skal genopdage i Europa. Kulturen er, især for et land som Italien, en økonomisk ressource, en løftestang til at genskabe væksten og mindske ulighed. Den kulturelle innovation kan skabe en ny udvikling, som ikke bare skal måles i BNP, men også i menneskelig trivsel,” sagde en af partiets erfarne stemmer, Goffredo Bettini.
Kulturminister Dario Franceschini kom med vidtgående løfter på kulturens vegne. Man har skåret kunsten benhårdt ned; nu vil han lade den blomstre op igen.
”Kulturministeriet skal være et vigtigt ministerium til at skabe økonomisk udvikling. Jeg er stolt af at lede Kulturministeriet i et land, der har de største kulturelle rigdomme i verden. At investere i de kulturelle ressourcer, Italien rummer, er den bedste måde at komme ud af krisen på.”

En modig dagsorden i en EU-valgkamp præget af harme over, at EU blander sig i befolkningens hverdag via restriktioner. Italiens Femstjernede Protestbevægelse med den tidligere standup-komiker, Beppe Grillo, i front flår i befolkningen. Hans projekt er at kritisere det politiske system sønder og sammen på både hjemligt og europæisk plan. I valgkampen gav han sin EU- og euroskepsis frit afløb og trak obskure paralleller til Hitler og andre af historiens mørke figurer. Folk klappede og jublede og sagde: ’Grillo er det eneste politiske alternativ, vi har i Italien’.
Men da vælgerne skulle sætte kryds, besindede mange sig. Den EU-venlige venstrefløj fik massivt flertal, mens protestbevægelsen måtte se sig slået stort. Også Berlusconis højrefløj sakkede langt bagud.

Sådan gik det som bekendt ikke i andre EU-lande – herunder vores eget. Her sejrede populismen, og hvad det vil betyde for EU i fremtiden, bryder få sig om at spå om. Svage kandidater og uklare udmeldinger fra de øvrige partifløje giver altid én stærk leder stort forspring.
Højrefløjens fremtog ved årets EU-valg var forudset. EU-kommissionens siddende formand, José Manuel Barroso, forsøgte i efteråret at dæmme op for højrepopulismen ved at lade 20 kulturpersonligheder skrive en ny fortælling – “The New Narrative for Europe” – om det Europa, der får kritik for at være for elitært og tonedøvt over for skeptikere. På en konference om fortællingen på Louisiana sidste år blev EU-kritikerne ikke inviteret med. Det faktum fyldte næsten mere i medierne end selve fortællingen, som virkede abstrakt og uvedkommende. Den dansk-islandske kunstner, Olafur Eliasson, var med til at skrive Europa-fortællingen. Jeg husker, han sad i DR2’s Deadline en aften for nogle måneder siden og satte genstandsløse begreber på den.

Vil vi fremme kulturen – herhjemme og i Europa – så kræver det, at vi evner at kommunikere dens basale budskaber ud i et sprog, alle forstår. Kultur er menneskets kerne – fundamentet for fred og grobund for, at relationer kan opstå hen over grænser. Den grundfortælling trænger vi til at formidle. At reducere kulturen til floskler spændt for en politisk vogn – det bekræfter bare kritikerne.

(Redaktør-klumme fra Dansk Musiker Forbund Københavns blad, MUSIKKEN, 02.2014)

This entry was posted in Ord på Italien. Bookmark the permalink.

Comments are closed.