Italienske sprogblomster – klumme i JP

Torsdag den 3. juli 2014.

Med base i Rom blogger jeg om emner, der optager italienerne omkring Europa-parlamentsvalget og Italiens EU-formandskab. 

“Jeg er træt af at høre på Renzis banaliteter,” beklagede en britisk journalist sig i sidste uge til sin kollega. Bemærkningen faldt før et pressemøde i det italienske parlament, hvor premierministeren holdt en peptalk som optakt til Italiens overtagelse af EU-formandsskabet i denne måned.
Matteo Renzis stil er netop at motivere politiske samarbejdspartnere og resten af befolkningen med opildnende taler.
“Europa er ikke noget, der ligger fjernt fra os. Vi træder ud i Europa hver eneste morgen, når vi går hjemmefra. Vi er i Europa, når vi færdes på gaderne i vores hjembyer,” proklamerede premierministeren billedligt i sin tale.

Mens vi i de køligere jantelovslande kan krumme tæer og føle, at Renzi smører verbalt tykt på, har han fået tag i en stor vælgerskare med sine sprogblomster. Sejren ved EU-valget gav premierministeren et selvtillidsboost; vælgerskaren identificerer sig med hans billedsprog, og Renzi ved, at sprudlende metaforer baner vejen til medierne.
Alle 28 EU-lande rummer befolkninger og ledere med særlige karakteristika. Den britiske journalist kompromitterede sig på pressemødet ved at rakke ned på Renzis retorik. Hun bør respektere, at hvert medlemslands frontfigur synger med sit nationale næb.

EU’s stater er uhomogene størrelser – formet gennem århundreder af historiske sværdslag, kulturers spraglethed og lederes vidt forskellige politiske visioner. Netop landenes individualisme gør EU spændende at rejse på opdagelse i. Vi kan lære og lade os inspirere af de andre; de kan høste erfaringer hos os.

Skal EU-fællesskabet give mening, er det en forudsætning – og samtidig en af de største udfordringer – at hver borger gør sig umage med at forstå og anerkende de andre landes ageren. Det kræver, at vi informeres grundigt om dem – ikke kun hvert femte år op til EU-valg, men hver eneste dag.

Jeg er enig med debattør Torben Klit, der her i avisen i lørdags påpegede: “Vi ved alt for lidt om, hvad der foregår i EU.” Han giver DR oplysningsopgaven – et fast tv-program om EU. Men dybdegående EUformidling er alle mediers ansvar, året rundt.

Vi har brug for at kende de andre EU-landes politiske, kulturelle og økonomiske strukturer ind til kernen for at kunne forholde os til, om et EU i flere hastigheder er en fordel. Og om de gældstyngede lande i Sydeuropa kan få deres ønsker opfyldt, når de forlanger længere tid til at gennemføre reformer og luft i de stramme budgetter, så de kan vækste sig ud af krisen.

Den, der kræver, at alle EU-lande ensrettes, savner indsigt. Debattør Henrik Day Poulsen skrev i Berlingske kort før europaparlamentsvalget:
“Jeg er europæer i min sjæl. Men jeg vil ikke behandles som et skaffedyr og finde mig i, at Frankrig stadig har underskud på statsbudgettet ud over det tilladte, og at Italien tolererer folk som Berlusconi.”

Berlusconi er den lederfigur, mange af Italiens centrum-højrevælgere fortsat finder bedst egnet blandt de mulige, der eksisterer. Han klamrer sig til magten og gør det umuligt for efterkommere at erobre terræn. Det hører med til historien. At erklære andre EU-lande krig ved at diktere, at de skal handle politisk, som vi gør, er en farlig teori. Budskabet i valgkampen op til EUafstemningen i maj var entydigt: Medlemslandene ønsker større selvbestemmelse og mindre EUindblanding.

Hvis vi vil et EU, som også fremadrettet er garant for fred, må vi acceptere medlemslandenes forskelligheder og sætte os grundigt ind i deres kulturer og kompleksiteter. At pege fingre er den forkerte vej frem.

(Artiklen var publiceret i Jyllands-Posten torsdag den 3. juli 2014). 

This entry was posted in Ord på Italien. Bookmark the permalink.

Comments are closed.