Klagesang fra velfærdsland – klumme i Jyllands-Posten

Torsdag den 10. juli 2014.

Med base i Rom blogger jeg for tiden om emner, der optager italienerne.

“Il welfare” var det første, en romersk bekendt fremhævede, da vi talte om Danmark. Han er 49 år, arbejder på et reklamebureau og bor spartansk til leje på ét lille værelse hos en veninde. Bil eller scooter ejer han ikke.
Turen til og fra arbejde tager to timer hver dag med den italienske hovedstads ineffektive offentlige transportmidler.
“Min bedstemor var meget, meget rig,” fortæller han. I det daglige er hans egen eneste luksus en pakke cigaretter og en fyraftensøl på en bar i Monti – et af Roms hippe velhaverkvarterer.

Italienere har et glansbillede af, hvordan staten pakker os skandinaver ind i vat og luller os trygt fra vugge til grav. Vores udbyggede velfærdsmodel klinger som en drøm i det krisetyngede land. Her bringer medierne historier om folk, der tager livet af sig, fordi de er spundet håbløst ind i arbejdsløshed og gæld. Støtte fra staten får de færreste. Mister man jobbet, må man tære på sin opsparing, hvis man har en, eller søge hjælp hos familien – den primære sociale sikringsinstans. De, der ikke har rige forældre, onkler eller bedstemødre, er vanskeligt stillet. Udlandsrejser, kulturelle oplevelser og dyrt elektronisk udstyr er goder forbeholdt de velstående. Selv hos folk i høje stillinger er smartphones ikke en selvfølge. Man taler om, at det at få et barn er en luksus.

Mange lader være, hvis økonomien er stram. Italienerne ærgrer sig – logisk nok – over det langsomt-arbejdende og omkostningstunge politiske system, de er gidsler i. Man begriber deres afmagt over for politikerne, som er for længe om at gennemføre reformer, der kan bringe de offentlige udgifter ned. Forståelig er også deres frustration over, at sundhedssystem, skoler, politi, retsvæsen og andre offentlige instanser ikke leverer ydelser på et tilfredsstillende niveau, trods et højt skattetryk. Få føler, at de får noget for skattekronerne; tilliden til staten daler hver dag.

Men selvom dansk velfærd her er utopi, hører jeg stort set aldrig italienerne klynke over deres personlige udfordringer. Jeg ser folk svede fra morgen til aften til lønninger, der er markant lavere end de beløb, danske kontanthjælpsmodtagere får udbetalt. Selv når man indkalkulerer, at leveomkostningerne er lavere her, forbliver italienerens rådighedsbeløb væsentligt mindre.

Jeg krummer tæer over at fortælle italienerne om hovedtemaerne i vores hjemlige velfærdsdebat. Jammer er blevet vores nationalsang. Vi har udråbt os selv til en nation af ofre – trods et velfærdssystem på verdensniveau. Et mangestemmigt kor af mennesker med krævementalitet dominerer diskussionen. Brok er det nye tak.

Tag de studerende: De får som få en klækkelig SU, men står der ikke en billig bolig klar til dem to skridt fra universiteterne ved studiestart, klager de højlydt. De ledige er rasende over, at de risikerer at blive sendt i nyttejob. At skulle levere for offentlige ydelser er i deres optik et helt uhørt krav. Senest proklamerede samboende par, hvor én er på kontanthjælp, mens den anden arbejder, at de vil trodse den nye lov om gensidig forsørgerpligt og fortsat indkassere kontanthjælp. Listen over vores beklagelser i velfærdsland er endeløs.

Det er på tide, at vi som samfund pepper jammeren op med et skud eufori over det velfærdsniveau, som folk uden for Danmark kun kan drømme om. Lad os få mediefokus på fighterne, der lægger sig i selen for at klare sig selv, frem for det evige spotlys på systemets forurettede.
På den funktionelle velfærdsfront er vi sydeuropæerne overlegne, men på basal livsglæde og stoltheden ved selvforsørgelse fører de pinligt på point.

(Artiklen var publiceret i Jyllands-Posten torsdag den 10. juli 2014). 

This entry was posted in Ord på Italien. Bookmark the permalink.

Comments are closed.