Kulturelle dovne vanedyr – debatindlæg i JP

Mandag den 14. april 2014.

Danske kulturbrugere er for indskrænkede – vi skal turde åbne os for de nye kunstindslag på scenerne. 

Historien om den danske forfatter Dorthe Nors, hvis novellesamling “Kantslag” fik en afmålt publikumsvelkomst herhjemme – for senere at bjergtage de amerikanske læsere – har trukket overskrifter i kulturmedierne. Isoleret set er sagen næppe exceptionel: Noveller er en småtsælgende gren på det danske litteraturtræ, modsat i USA, hvor læseheste pr. tradition sluger de korte, spiddende fortællinger med glubende appetit.

Betragter man scenariet mere overordnet, symboliserer Nors en trist tendens i vor indskrænkede kulturandedam. Vi danskere er dovne vanedyr, når det handler om at åbne sanserne for indspark, der form-og indholdsmæssigt ligger uden for vor magelige mainstream-begrebsverden.
Vi løser helst billet til trygge kulturtilbud, der med Hollywood-agtig happy ending bekræfter os i det, vi kender. Oplevelser uden for komfortzonen går vi i en bue udenom.

En målgruppe med en så dominerende hang til konventionelle spektakler gør livet svært for de aktører og institutioner, der forsøger at gå mod strømmen. Dem, der har en ambition om at udfordre publikum frem for at lade variationer over kendte klassikere køre i iltfattig ring. Det sidste er en letkøbt løsning, som mange kulturinstitutioner bruger som sovepude: Man satser på det sikre, der genererer klingende kassemønt. I stedet burde man spille flere smalle genrekort og tage ansvar for, at kulturscenen knopskyder i friske retninger.

Tag den årlige filmfestival CPH PIX, der i disse dage sender eksotiske film over lærrederne i de københavnske biografer. Film, man ikke anede eksisterede, og som man til hverdag aldrig har adgang til, fordi de ikke suger fyldte sale og derfor ikke bliver købt ind og sat op af biografernes beslutningstagere.

Mærkeligt, for filmen er netop et felt, hvor vi herhjemme skiller os ud ved at tænke nyt og eksportere de danske succeser til et interesseret udenlandsk publikum. Jeg bliver stolt, når en bekendt – en romersk filminstruktør – begejstret tolker indholdet i von Triers film. Når vi mødes, lufter han altid sin fascination af dansk film, som adskiller sig markant fra italiensk.

Øvrige kunstarter kunne med fordel se filmbranchen over skuldrene og satse på at sparke kunsten ud ad nyklingende tangenter, så publikum ruskes, og grænserne flyttes. På Den Kongelige Opera skal vi tilbage til 2010 for at finde den seneste premiere på et nyskrevet værk. Her luller man publikum i søvn med det sikre, det salgbare. Forårssatsningen er i år en temmelig neutral opsætning af den amerikanske George Gershwins “Porgy og Bess”. Den stryger med sine iørefaldende, jazzede arier publikum blidt med hårene og kunne gå sejrsgang i en hvilken som helst metropol. Men folks scenekunstneriske horisont udvides ikke, når den ene gamle traver blot afløser den anden.

DR SymfoniOrkestret fik for nylig drøje hug af musikdebattører for ikke at spille danske værker på sine udlandsturnéer. I Koncerthuset hører man heller ikke meget til vores nulevende tonesættere. Det er absurd, at musik af succeskomponister som Bent Sørensen, Hans Abrahamsen og den unge komet Simon Steen-Andersen oftest bliver spillet uden for Danmark. Af udenlandske musikere.

Heldigvis giver den globaliserede verden med sine virtuelle værktøjer talentfulde kunstnere som forfatteren Dorthe Nors mulighed for at nå en læserskare uden for landets grænser. Vigtigheden af den hjemlige blåstempling må vi bare ikke negligere. Vi bør labbe de kontemporære hjemlige kulturskatte i os med hungrende sult, frem for at overlade det til oplyste udlændinge at spotte kvaliteterne i vores kunst.

(Klummen var pub. i Jyllands-Posten mandag den 14. april 2014).  


This entry was posted in Debatartikler. Bookmark the permalink.

Comments are closed.