Renzi kan ende med at skuffe italienerne

Torsdag den 3. juli 2014.

Med base i Rom blogger jeg om emner, der optager italienerne omkring Europa-parlamentsvalget og Italiens EU-formandskab.

Matteo Renzi fører sig frem med stærke sprogbilleder og modige løfter over for både Italien og EU.  Hjemme holder italienerne vejret for at se, om han får gennemført de lovede reformer i et tungt bureaukratisk system. Det kan ende med svage resultater, vurderer politolog.

Der var smil salen rundt og spontane bifald fra EU’s nye og genvalgte parlamentarikerne til Italiens unge premierminister, Matteo Renzi, da han i går holdt sin tale i Strasbourg i anledning af, at Italiens overtog EU-formandskabet den 1. juli.

”Lad mig stille et spørgsmål,” indledte Renzi. ”Hvis Europa skulle tage en selfie i dag – hvordan ville den så se ud? Vi ville se træthed, et ansigt i resignation. Det ville være kedelig selfie. Forståeligt nok, for verden uden for flytter sig meget hurtigt.”
Renzi erkendte, at EU fortsat skal holde blikket skarpt rettet på økonomien.
”Vi skal ikke undervurdere det finansielle tema, men den store udfordring er at genfinde Europas sjæl – den dybe mening med vores fællesskab,” sagde han og refererede til den florentinske digter Dante, Odysseus’ stolte græske kæmper, Telemachos, og store europæiske tænkere.

Læs her resume af de italienske premierminister, Matteo Renzis, tale den 2. juli ifm. overtagelsen af Italiens EU-formandskab.

Mod og stolthed
Renzi, der står i spidsen for et land med en tung offentlig gæld på over 130 procent af sit BNP, presser hårdt på for større fleksibilitet i EU’s budgetregler. Luft til fremtidige investeringer er i hans og andre af de kriseramte landes optik en forudsætning for, at der kan ske økonomisk opblomstring.
Men støvlelandet flygter ikke fra sin del af det økonomiske ansvar, lover premierministeren.
”Vi italienere er blandt dem, som giver mere, end vi tager. Vi kommer her for at sige, at vi først og fremmest vil forandre – vi repræsenterer Europa med stort mod og stolthed. Vi er parat til at respektere reglerne. Der skal være stabilitet, men også vækst. Uden vækst er der ingen fremtid. Nu handler det om at se fremad.”

Tyskland kan drage fordel af Italien
Renzi har – såvel i europæisk som i national kontekst – struttet af selvtillid efter EU-valget i maj. Her fik hans centrumvenstreparti, Partito Democratico, 40,8 af stemmerne i Italien.
Det vigtigste aspekt for Renzi efter EU-valget er ikke resultatet i sig selv, men den tættere alliance, som premierministeren arbejder på at skabe til EU – især til Tyskland, vurderer Andrea De Petris. Han er lektor i jura på det private universitet Luiss i Rom og arbejder tæt sammen med flere tyske universiteter.
”Den tyske forbundskansler Merkel kan få en stærk og stabil samarbejdspartner i Italien med Renzi ved roret. Det er man ved at forstå i Berlin,” siger han.
”Merkel virker mere åben over for Renzis ønske om økonomisk fleksibilitet end for blot få måneder siden. Det styrker også hende at samarbejde tæt med i Italien i en tid, hvor den tysk-franske akse er svækket pga. EU-skeptikernes store fremmarch i Frankrig. Tyskland har lige nu ikke andre oplagte tætte samarbejdspartnere. Hvis jeg var Merkel, ville jeg føre en politik, der favoriserer de lande, der har det svært økonomisk – men hvor jeg kunne samarbejde med de pågældende landes regeringer. Italiens regering kan være en gensidig støtte, som Tyskland kan få glæde af.”
Vælger Tyskland derimod at opretholde den stramme økonomiske linje over for Italien, bliver EU-samarbejdet vanskeligere i fremtiden, vurderer De Petri.

Aktuelt er den italienske regerings vigtigste opgave at gennemføre valg- og senatsreformerne samt reformer, der øger vækst og beskæftigelse i landet, mener lektor ved universitetet Luiss i Rom, Andrea De Petris.

EU slækker ikke på sparekurs
Men det er for optimistisk at tro, at EU med Tyskland i spidsen er parat til at ændre markant på den stramme økonomiske kurs, der er udstukket, mener den romerske politolog, Giovanni Orsina. Han henviser til udtalelser fra både Angela Merkel, og hendes finansminister, Wolfgang Schäuble. Begge har gentagne gange afvist det økonomiske forslag, som regeringerne i Italien og Frankrig har arbejdet på, ifølge flere internationale medier. Et forslag, der går ud på, at investeringer i vækst og beskæftigelse ikke skal tælles med i det officielle budgetunderskud, som ifølge EU’s stabilitets-og vækstpagt højst må nå op på tre procent af landets BNP. På den måde vil kriselande kunne få mere tid til at få deres budgetunderskud bragt ned.
Til gengæld skal de pågældende regeringer ifølge planen forpligte sig til at gennemføre vigtige strukturreformer.

Hårdt arbejde venter Renzi
Netop reformerne, som Renzi tidligt i sin regeringstid afgav vidtgående løfter om at gennemføre, slipper Italien ikke for. Her foreligger et hårdt arbejde for Renzi og regeringen, påpeger Giovanni Orsina.
”Renzi har bragt både valg- og justitsreformer i spil, men foreløbigt på et meget generelt plan. Der er mange detaljer, som skal drøftes, inden reformerne kan vedtages endeligt.
Vi må se på, hvordan forhandlingerne skrider frem, og på de endelige dekreter, når de foreligger. Det kræver en regering, der planlægger, drøfter, beslutter, og som bringer de endelige reformforslag til afstemning i parlamentet. Det vil tage ni måneder til et år,” vurderer han og lufter sin tvivl om, hvorvidt det lykkes Renzi at få sine ambitiøse reformer i hus.
”Siden Berlusconi-tiden har vi været vant til meget store bebudelser, som endte med meget svage resultater. Problemet er hverken Berlusconi eller Renzi – problemet er hele Italiens politiske system, som gør det meget svært at beslutte noget. Det første skridt er at ændre de politiske institutioner. Udfordringen er her, at staten skal gå op imod sine egne interne interesser og lave reformer imod sig selv; det er meget, meget svært.”
Styrken til dette skal mobiliseres som det første via de nye valg- og senatsreformer, der gerne skal gøre det lettere at danne arbejdsduelige regeringer, forklarer Orsina, der opfordrer til, at Renzi får arbejdsro.
”Vi må se, hvordan han klarer disse store kampe i forbindelse med senats- og valglovsreformerne. Reformerne kræver en ekstrem politisk styrke, som p.t. ikke findes i det politiske system. Det er derfor ikke umuligt, at Renzi ender med at skuffe befolkningen. At reformprojektet viser sig større end den politiske styrke, han kan mobilisere.”

This entry was posted in Ord på Italien. Bookmark the permalink.

Comments are closed.